Torsdag d 29.juni

I dag starter vi igen med at dække render. Nede ved Philips kontor henter vi hakker, skovle og river, vi tager altid et par ekstra med for der går ikke lang tid efter vi er begyndt at arbejde før børnene kommer for at hjælpe os. Det er kun drengene der hjælper, pigerne står lidt tilbage og kigger, så begyndte vi at synge nogle danske sange, og så kan det ellers være at de er med, vi har lært dem en lille sang med fagter, som de straks skrålede højt.
Når det er tid til at bringe vand ud til alle arbejdere, er det ikke svært at få nogen af os til at gøre det, selvom det betyder op og ned af bakke i en time, for på det tidspunkt er armene lange og ryggen øm, vi er ikke helt vant til at arbejde så hårdt, og jorden her er som mursten.

Klokken 11 gik Ebba, Jette og Bente ned for at besøge klinikken. Vi blev vel modtaget af Jeac som er den ansvarlige sygeplejerske for hele klinikken, alt gik i stå !!!. Det at sygeplejersken gennede den patient han havde inde da vi kom ud og fandt stole til os, medens den anden sygeplejerske stod op er meget underligt for os at opleve. Efter en lille snak om klinikken og deres vaccinationsprogram var det tid til rundvisning. Først så vi sengeafsnittet for fødeafdelingen, der var fem senge og midt i det hele var der jordmoderkonsultation. Det var et lille usselt rum, hvor der kun lige var plads til at kante sig omkring sengene, der er ikke meget privat om en sådan konsultation. Inde bag ved havde de “kuvøsestuen”

Der stod to aflagte ældgamle kuvøser, i den ene lå en lille dreng på 1300 g. Madrassen i kuvøsen var så beskidt så beskidt. Men den lille fyr så frisk og fin ud. Vi hilste på hans mor der så temmelig ung ud. Den anden kuvøse har aldrig virket, den varmer  hele tiden. Næste rum var fødestuen, hvilket så endnu mere håbløst ud.
Jeac fortalte os om problemerne for de kvinder der føder hjemme i deres lille hytte. Det at skære navlestrengen over med et gammelt barberblad, eller en beskidt kniv er med til at give både mor og barn stor risiko for infektion.
Sengeafdelingen består af 5 værelser hvor dem der kræver længere behandling bor. Det et se meget syge patienter ligge direkte på de bare skumgummimadrasser, uden betræk og lagner, får os til at føle os både forkælede og privilegerede.

På trods af de små muligheder og de håbløse arbejdsvilkår, var indtrykket meget positivt i forhold til behandlingsstandarten.
I tilknytning til klinikken er der et bespisnings og undervisnings program for fejlernærede børn og deres mødre, her får børnene mad to gange om ugen.
Begrænsningerne for klinikken handler langt de fleste gange om økonomi , da medicin og andre sygehusartikler, kan købes i Lubumbashi.
Det at møde sygeplejersker med så små midler, der stadig har gnisten og tror på at kunne gøre en forskel var en meget positiv oplevelse

TB patient.